Den grønne omstilling af kultursektoren har gennem flere år optaget Augustinus Fonden. Fonden har eksempelvis støttet bæredygtighedsprojekter inden for museumsverdenen, musikverdenen og inden for design og kunsthåndværk, og nu er turen så kommet til scenekunstbranchen.
Med en bevilling på 2,7 milioner kroner kroner til det såkaldte ‘Theatre Green Book acceleratorprogram’ vil fonden være med til at sætte skub under den grønne omstilling af dansk scenekunst.
“I løbet af de sidste 5-7 år har vi, foruden det store fokus på kunst og kultur i vores filantropiske strategi, fået mere og mere fokus på det store spørgsmål om samfundsansvar i bredeste forstand. Det betyder, at vi, samtidig med de centrale kunstneriske eller kulturelle opgaver, i stigende grad arbejder med sektorens rammer, viden om egen samfundsmæssige betydning og mulighed for at omstille sig. Det er bevillingen til ‘Theatre Green Book’ et eksempel på,” siger adm. direktør i Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller.
‘Theatre Green Book’ er en handlingsanvisende bog, der er udviklet i England af teaterfagfolk. Den kan bruges som et redskab til at arbejde i retning af en mere ansvarlig og bæredygtig scenekunstproduktion, både når det kommer til drift af bygninger, daglig drift og selve forestillingen.
Hensigten med acceleratorprogrammet er at undersøge, hvordan det engelske værktøj fungerer i en dansk kontekst.
Dette initiativ vil hjælpe med at udbrede erfaringer og skabe et mere organiseret skridt mod bæredygtighed i scenekunstsektoren
Frank Rechendorff Møller – adm. direktør, Augustinus Fonden
Bag projektet står brancheorganisationen Dansk Teater og organisationen Bæredygtigt Kulturliv NU.
“Det startede egentlig med, at vi for to og et halvt år siden henvendte os til Augustinus Fonden og søgte om støtte til at oversætte ‘Theatre Green Book’ og afholde en række netværksmøder. I forlængelse af det var fonden nysgerrig på, hvad næste skridt var, og siden da har vi været i konstant dialog og har taget nogle få skridt sammen, og nu tager vi så et stort skridt,” siger Christian Gade Bjerrum, der er medstifter og leder af Bæredygtigt Kulturliv NU.
“Nu ser vi, at scenekunstbranchen er klar til at tage næste skridt med et stort initiativ, hvor 10 teatre deltager som pilotprojekter. Dette initiativ vil hjælpe med at udbrede erfaringer og skabe et mere organiseret skridt mod bæredygtighed i scenekunstsektoren,” siger Frank Rechendorff Møller.
Inspiration fra museerne
Christian Gade Bjerrum fortæller, at han på sigt kan forestille sig, at samarbejdet med Augustinus Fonden vil kunne udvikle sig til en slags ‘Scenekunstens Grønne Akademi’, ligesom fonden har været med til at facilitere ‘Museernes Grønne Akademi’.
Arbejdet med det, der er blevet til ‘Museernes Grønne Akademi’, var med til at påbegynde Augustinus Fondens øgede fokus på grøn omstilling i kulturlivet, fortæller Frank Rechendorff Møller.
“Museerne spurgte os, om vi kunne støtte dette område med en bevilling, der gik ud over vores almindelige støtte til forskning, samlinger og formidling. Vi reflekterede over det og svarede, at vi gerne ville støtte, men vi vidste ikke, hvad løsningen var. Vi opfordrede museumssektoren til at finde fælles fodslag og samarbejde om en fælles indsats. Dette førte til etableringen af ‘Museernes Grønne Akademi’, som nu er en del af brancheorganisationen Danske Museer,” siger Frank Rechendorff Møller.
Og netop det med samarbejde, fælles fodslag og videndeling mener han er afgørende, også når andre kulturområder skal arbejde med grøn omstilling.
"Den grønne omstilling på kunst- og kulturområdet kræver, at de forskellige sektorer går sammen om fælles indsatser – vi støtter denne bottom-up tilgang, hvor handling og samarbejde er nøglen. Vi motiverer til handling, vidensudvikling og vidensdeling frem for at stille krav om komplekse afrapporteringer," siger Frank Rechendorff Møller.
Christian Gade Bjerrum, mener også, at samarbejde og videndeling er afgørende. Ikke blot internt i scenekunstbranchen, men også på tværs af kulturformer.
“Vi kan hente meget inspiration i ‘Museernes Grønne Akademi. Der er meget, der er sammenligneligt, både i forhold til at drive en bygning, at bygge en scenografi eller en udstilling op. Spørgsmålet om, hvad man gør med materialerne, når forestillingen eller udstillingen er slut, og hvordan man stiller krav om, at for eksempel 50 procent af materialerne skal være genanvendelige.”
Derfor fremhæver Christian Gade Bjerrum Austustinus Fondens engagement i flere kulturområder som ganske givende.
“Der er en god synergi mellem Augustinus Fondens prioriteringer med at støtte den grønne omstilling på flere kulturområder, fordi det er med til at samle kulturbranchen om en fælles dagsorden, og den sparring og videndeling, fonden og andre kulturområder kan bidrage med er sindssygt vigtig,” siger han.
I Augustinus Fonden hilser man også endnu flere organiserede bæredygtighedstiltag på kulturområdet velkommen.
“Jeg tror, at den indbyrdes vidensudveksling, samt de handlingsorienterede og organisatoriske indsatser, der skal tage fat om denne dagsorden på den enkelte branches præmisser, og i bredere forstand på hele kunst- og kultursektorens præmisser, er en vigtig indsats. Den vil vi bestemt følge med interesse. Nye stadier kræver ressourcer, og det går vi gerne i dialog om," siger Frank Rechendorff Møller, og slår fast:
Samfundsansvar i bred forstand, inklusiv grøn dagsorden, diversitet og social inklusion, samt ledelse og organisation, altså ESG, bliver i stigende grad en vigtig del af arbejdet med vores filantropiske strategi
Frank Rechendorff Møller – Adm. direktør, Augustinus Fonden
“Vores støtte til grøn omstilling accelererer. Fokus på bæredygtighed fylder mere og mere i vores arbejde med kulturområdet. Samfundsansvar i bred forstand, inklusiv grøn dagsorden, diversitet og social inklusion, samt ledelse og organisation, altså ESG, bliver i stigende grad en vigtig del af arbejdet med vores filantropiske strategi. Dette omfatter for eksempel kapacitetsopbygning og pilotprojekter som ‘Theatre Green Book Acceleratorprogram’, som understøtter, at institutioner kan arbejde med at udfylde deres samfundsmæssige rolle ud over det rent kunstneriske og kulturelle.”
Måske EU-krav på vej
En anden god grund til at gå proaktivt ind i projektet er, at ‘Theatre Green Book’ muligvis bliver europæisk standard, når EU formodentlig begynder at stille krav om afrapportering af scenekunstbranchens klimapåvirkning.
Renew Culture, som er hovedorganisationen bag ‘Theatre Green Book’ forhandler i øjeblikket med EU-Kommissionen om, hvorvidt ‘Theatre Green Book’ skal være fremtidens standard for bæredygtig produktion og drift af et teater i Europa.
“Når teatrene om formentlig ikke så længe skal være i stand til at afrapportere på deres klimaaftryk, er det vigtigt, at vi som branche har implementeret et værktøj, der kan hjælpe, og her forventer vi, at ‘Theatre Green Book’ bliver den nye europæiske standard,” siger Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater.
Kolding Egnsteater, Operaen i midten og Betty Nansen Teatret arbejder allerede nu med ‘Theatre Green Book’, og flere andre teatre vil også indgå i pilotprojektet med at integrere ‘Theatre Green Book’ i teatrenes drift.
Pilotprojektet strækker sig over halvandet år og vil løbende blive evalueret og formidlet til resten af branchen.
Du kan læse mere om Augustinus Fondens projekter inden for grøn omstilling i kultursektoren her: